Agnes Obel

Nu er der ikke lang tid til Spot-festival, og selvom vi burde have fokus meget mere der på bloggen, bliver jeg nødt til at lave dette indlæg, for i weekenden var Alberte og jeg til en koncert sammen, og det var den bedste koncert jeg har været til i meget lang tid, hvis ikke nogensinde!
Som overskriften nok afslører, så var vi til koncert med den drømmende, smukke og vidunderlige Agnes Obel.

Småstressede og forvirrede over de mange bybusser vandrede vi op ad bakken fra Tangkrogen til Tivoli Friheden. Vi havde øre fødder og snakkede ikke om andet end, hvor meget vi glædede os. Solen skinnede, som vi strøg langsomt frem og tilbage mellem fortovene på den ene og den anden side af vejen, for at få så meget sol som muligt.
Da vi kom ind i Tivoli Friheden, fulgte vi blindt den tætte strøm af mennesker, som førte os ned til spillestedet Hermans. Allerede her kunne man tydeligt mærke, at folk ikke var kommet for at høre en larmende rock-koncert, for alle var mødt op i deres fineste tøj og Alberte og jeg følte os en smule malplacerede mellem de smukt klædte mennesker.
Vi møvede os ind i den store sal, hvor koncerten skulle foregå, fandt vores pladser og satte os godt til rette, klar til at nyde hvert eneste sekund. Pludseligt blev lyset langsomt slukket og en sød lille skikkelse kom frem på scenen, bærende på en elektrisk guitar som næsten var større end hende selv. Dette var support til Agnes Obel, og fordi den søde lille kvinde nærmest hviskede i mikrofonen, fangede ingen af os hendes navn, så det kan vi desværre ikke dele med jer, men smukt det var det. Den dybeste, rareste lyd fra den elektriske guitar, sammen med den lille kvindes enorme stemme.

Så kom hun på, hende vi havde ventet på siden vi steg ud af bybussen, siden vi tog hjemmefra om eftermiddagen, siden vi bestilte billetterne tilbage i efteråret. Agnes Obel kom på scenen fulgt af to mørkhårede kvinder klædt i sort, selv var hun klædt i den smukkeste hvide blonde kjole, og med håret hængende ned foran øjnene. Man kunne tydeligt se hvor fokus lå.

Der var en helt speciel stemning hele koncerten igennem, lige fra de første toner, hun slog an på klaveret, og de første spæde ord hun lod forlade sine læber. Man kunne mærke en helt speciel inderlighed, som jeg sjældent har oplevet så intens.
Hun havde medbragt hele følelses registret på scenen, og lige så glad og spændt jeg blev, da jeg genkendte tonerne til Riverside, lige så rørt blev jeg, da hun dedikerede Run Cried the Crawling til sin netop afdøde far.
Det var virkeligt magisk fra ende til anden, og Agnes helt specielle ydmyghed og lethed, smittede af på publikum, som alle sad, som mig, med åben mund og var så betagede af de tre musikeres enorme talent. Derfor blev de også belønnet med hele to stående bifald, og vi som publikum, fik til gengæld hele to ekstra numre. Blandt dem var det helt vildt smukke afsluttende nummer Smoke & Mirrors, som Agnes spillede helt solo, akkompagneret af sig selv på flygel, og med de varmeste farvede lys skindene på hendes smukke skikkelse.

Da jeg forlod Hermans den aften, var jeg helt fyldt op til randen, af indtryk og en overflod af følelser, og da jeg lå med hovedet på puden lidt over en time senere og genhørte et par af numrene, væltede følelserne op i mig igen.
Det var den mest personlige og mest bevægende koncert jeg har været til længe, og jeg vil gøre alt for at få mulighed for at opleve hende live igen, men indtil da, vil jeg her give jer min yndlingssang og håbe på, at I vil prøve at sætte den til at spille, lukke øjnene og bare lade følelserne ramme jer.