Århus festuge

Lige nu er der gang i den i Århus gader - Århus festuge er nemlig skudt i gang med et kultur brag, som selv kan høres her langt ude på landet hvor vi bor. Hvis jeg ikke skulle i skole og lave lektier og havde så travlt, så var jeg helt sikkert taget derop hele ugen, for der er en uendelig liste af ting, som jeg gerne vil se, høre, smage og opleve. I kan se lidt mere om alle de ting der sker, ved at klikke på det store A i højre side, men min hovedmission når jeg skal afsted på lørdag, er at komme til en lækker koncert, det bliver enten med Broken Twin, eller Ukendt Kunstner eller måske Emma Acs, jeg kan bare ikke helt beslutte mig, så tror det bliver valgt efter hvad vi lige har lyst til. Her kommer nogle lækre eksempler på de tre kunstnere - og så kan I også få en fornemmelse af hvor forskellige de tre kunstnere egentligt er.

Back on track

Hejsa allesammen, eller dem som ikke har mistet interessen... Alberte og jeg er SÅ kede af, at det hele gik i stå i foråret, men nu er vi klar til at genoptage projektet og vil i den her omgang finde endnu mere lækker musik til jer, end sidst.
Derfor kan jeg jo lige så godt starte nu, og give jer en anbefaling.
Det her er et af de lidt ældre numre, med de kun elskværdige Belle and Sebastian. Nummeret kommer fra deres plade Write About Love, og for at være helt ærlig, kan jeg ikke lade være med at sætte denne og de andre sange på pladen, på konstant replay.
Nummeret jeg har valgt hedder I Want The World To Stop og er sådan et rigtigt hyggeligt søndags nummer, som jeg godt kan danse lidt rundt på mit værelse til.

Spot-festival #2

Jeg knus elsker dette band og dette nummer! Jeg har før beskrevet min store kærlighed til dansk musik, så selvfølgelig er dette band på vores liste over koncerter, vi absolut bliver nød til at opleve på Spot festival!

Agnes Obel

Nu er der ikke lang tid til Spot-festival, og selvom vi burde have fokus meget mere der på bloggen, bliver jeg nødt til at lave dette indlæg, for i weekenden var Alberte og jeg til en koncert sammen, og det var den bedste koncert jeg har været til i meget lang tid, hvis ikke nogensinde!
Som overskriften nok afslører, så var vi til koncert med den drømmende, smukke og vidunderlige Agnes Obel.

Småstressede og forvirrede over de mange bybusser vandrede vi op ad bakken fra Tangkrogen til Tivoli Friheden. Vi havde øre fødder og snakkede ikke om andet end, hvor meget vi glædede os. Solen skinnede, som vi strøg langsomt frem og tilbage mellem fortovene på den ene og den anden side af vejen, for at få så meget sol som muligt.
Da vi kom ind i Tivoli Friheden, fulgte vi blindt den tætte strøm af mennesker, som førte os ned til spillestedet Hermans. Allerede her kunne man tydeligt mærke, at folk ikke var kommet for at høre en larmende rock-koncert, for alle var mødt op i deres fineste tøj og Alberte og jeg følte os en smule malplacerede mellem de smukt klædte mennesker.
Vi møvede os ind i den store sal, hvor koncerten skulle foregå, fandt vores pladser og satte os godt til rette, klar til at nyde hvert eneste sekund. Pludseligt blev lyset langsomt slukket og en sød lille skikkelse kom frem på scenen, bærende på en elektrisk guitar som næsten var større end hende selv. Dette var support til Agnes Obel, og fordi den søde lille kvinde nærmest hviskede i mikrofonen, fangede ingen af os hendes navn, så det kan vi desværre ikke dele med jer, men smukt det var det. Den dybeste, rareste lyd fra den elektriske guitar, sammen med den lille kvindes enorme stemme.

Så kom hun på, hende vi havde ventet på siden vi steg ud af bybussen, siden vi tog hjemmefra om eftermiddagen, siden vi bestilte billetterne tilbage i efteråret. Agnes Obel kom på scenen fulgt af to mørkhårede kvinder klædt i sort, selv var hun klædt i den smukkeste hvide blonde kjole, og med håret hængende ned foran øjnene. Man kunne tydeligt se hvor fokus lå.

Der var en helt speciel stemning hele koncerten igennem, lige fra de første toner, hun slog an på klaveret, og de første spæde ord hun lod forlade sine læber. Man kunne mærke en helt speciel inderlighed, som jeg sjældent har oplevet så intens.
Hun havde medbragt hele følelses registret på scenen, og lige så glad og spændt jeg blev, da jeg genkendte tonerne til Riverside, lige så rørt blev jeg, da hun dedikerede Run Cried the Crawling til sin netop afdøde far.
Det var virkeligt magisk fra ende til anden, og Agnes helt specielle ydmyghed og lethed, smittede af på publikum, som alle sad, som mig, med åben mund og var så betagede af de tre musikeres enorme talent. Derfor blev de også belønnet med hele to stående bifald, og vi som publikum, fik til gengæld hele to ekstra numre. Blandt dem var det helt vildt smukke afsluttende nummer Smoke & Mirrors, som Agnes spillede helt solo, akkompagneret af sig selv på flygel, og med de varmeste farvede lys skindene på hendes smukke skikkelse.

Da jeg forlod Hermans den aften, var jeg helt fyldt op til randen, af indtryk og en overflod af følelser, og da jeg lå med hovedet på puden lidt over en time senere og genhørte et par af numrene, væltede følelserne op i mig igen.
Det var den mest personlige og mest bevægende koncert jeg har været til længe, og jeg vil gøre alt for at få mulighed for at opleve hende live igen, men indtil da, vil jeg her give jer min yndlingssang og håbe på, at I vil prøve at sætte den til at spille, lukke øjnene og bare lade følelserne ramme jer.

Spot-festival #1

Som nævnt tidligere har Alberte og jeg købt billetter til den Århusianske festival Spot-festival. Vi skal dog kun der op d. 3. maj, men i drømmer ikke om hvor godt deres program er. De navne der står aller øverst på min Spot-festival-liste, er Treefight for Sunlight, The New Spring, Sleep Party People og Ice Cream Cathedral. Dog er der en kunstner, som mine forventninger er tårnhøje til, en kunstner som jeg lige pt. på ingen måde kan få nok af. Det er den Finske kunstner Jaakko Eino Kalevi jeg taler om, og hvis I ikke kender hans vidunderlige musikunivers i forvejen, så vil jeg helt bestemt råde jer til at tjekke det ud. Jeg er i hvert fald forelsket!



(og forresten har jeg lavet en spotify liste, med alle de kunstnere Alberte og jeg håber på at få tid til at se, jeg linker til den i bunden af siden)

Navnløs

I 1996 debuterede Nikolaj Nørlund med dette album. Albummet hedder Navnløs, og er en fortokning af en række digte fra Michael Strunge, og jeg intet mindre end forguder det!
Min fascination for Micheal Strunge er meget stor, og jeg har altid elsket Nikolaj Nørlunds lyriske tekster og hverdags melodier. Jeg syntes han er musik er så dejligt ligetil!
Så da min far en dag stak hovedet ind på mit værelse, og anbefalede mig dette album,  fandt jeg det straks på spotify og nu er mine øre tyndslidte af Nikolajs mørke stemme, Michael Strunges digte og langsomme lette  melodier! Meget smukt og en smule melankolsk.
Jeg er også meget overrasket over at noget kan lyde så godt, for det kan nemt blive en smule cheasy: digte med baggrunds musik, men det at Nikolaj Nørlund har lavet sine egne fortolkning af digtene, for det hele til at hænge så smukt sammen.
Jeg har udvalgt mit yndlings nummer, trods det var en meget stor udfordring. Jeg valgte nummeret Den støjende tid, da jeg elsker det følelses hav den åbner og klaverspillet, som langsomt lukker dig ind i denne melankolske boble af kaffe og gule natbusser.

Home sweet home

Hej igen
Jeg har lige været på en uges ferie, studietur med min klasse i Istanbul i Tyrkiet. I drømmer ikke om hvor smuk og skøn en by det er, men hvor er der også bare mange kulturforskelle.
Nå, men det jeg gerne vil fortælle er, at dernede var vi til en koncert med et band som hedder Baba Zula. Det er den sjoveste blanding af elektronisk og traditionelt tyrkisk musik, og er helt vildt fedt fordi det er meget eksperimenterede og mærkeligt på den gode måde.
Det fedeste ved den koncert var dog også, at musikerne virkeligt formåede at få en god stemning og det gør altså også ret meget!